Hvad er egentlig forskellen på en psykolog og en psykoterapeut?

Det er ikke altid til at gennemskue. Begge arbejder med mental sundhed, og begge kan hjælpe dig med at navigere i det, livet stiller op. Men der er reelle forskelle - i uddannelse, i autorisation og i måden at arbejde på. Her er, hvordan jeg ser dem.

Uddannelse og autorisation

Den største forskel ligger i uddannelsen.

En autoriseret psykolog har en lang universitetsuddannelse bag sig. I Danmark er det en 5-årig kandidatgrad i psykologi, efterfulgt af praktik og en række kurser. Derefter kan psykologen søge autorisation hos Psykolognævnet - en kvalitetssikring af uddannelse og praktisk erfaring. Mange specialiserer sig videre, for eksempel i børnepsykologi, neuropsykologi eller klinisk psykologi.

En psykoterapeut har ikke de samme krav. Titlen er ikke beskyttet. I princippet kan næsten enhver kalde sig psykoterapeut, uden kontrol eller regulering. Men de seriøse har som regel en relevant uddannelse, ofte på kandidatniveau, og en certificeret terapeutisk træning bag sig. Vi kommer fra mange forskellige baggrunde, og tilgangen kan variere en del fra terapeut til terapeut.

To måder at arbejde på

Der er også forskel på selve tilgangen.

En psykolog arbejder typisk mere klinisk og videnskabeligt - forankret i forskning og evidensbaseret praksis, med en dyb forståelse af psykologiske teorier, diagnoser og behandlingsstrategier.

En psykoterapeut arbejder ofte tættere på selve relationen og på personlig vækst. Det kan være psykodynamisk terapi, kognitiv adfærdsterapi, gestaltterapi, systemisk terapi eller andet. Tilgangen er ofte mere individuel end den kliniske.

Og grænserne er ikke skarpe. Mange psykologer har også en psykoterapeutuddannelse. Og omvendt.

Selv at være værktøjet

Jeg er uddannet gestaltterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Derfor må jeg kalde mig psykoterapeut MPF - det kræver, at jeg lever op til en række krav om uddannelse og erfaring.

Gestaltuddannelsen tager mindst fire år. Den kræver en teoretisk forståelse af eksistentialisme, fænomenologi og feltteori. Men den er også oplevelsesorienteret og kræver mange timers egenterapi, både individuelt og i gruppe. Jeg har med andre ord brugt meget tid på at tømme min egen rygsæk - på at lære mig selv at kende.

For som gestaltterapeut har man i princippet ikke en masse værktøjer. Man er selv værktøjet. Og så må man kende det.

Det er dér, forskellen bliver tydelig. Hvor andre lægger vægt på professionel distance, lægger jeg vægt på en nærværende, personlig kontakt. Jeg udsætter aldrig nogen for metoder, jeg ikke selv har prøvet på egen krop.

Hvad skal du så vælge?

Det afhænger af, hvad du håber at få ud af det, hvor sammensat dit problem er, og hvad du føler dig tryg ved.

Har du en bestemt psykisk lidelse eller brug for en formel diagnose, kan en autoriseret psykolog være det rette. Er du optaget af personlig vækst og selvforståelse, eller vil du gerne mødes af en tilgang, der ser hele mennesket, kan psykoterapi være vejen.

Det vigtigste er, at du føler dig tryg ved den, du vælger. Stil spørgsmål. Spørg til erfaring, uddannelse og måden at arbejde på. Sådan finder du den rette hjælp til netop din situation.

Økonomi

Der er også en økonomisk forskel. Mange autoriserede psykologer har ydernummer. Det betyder, at din læge kan henvise, og at det offentlige kan betale en del af dine sessioner. Psykoterapeuter kan endnu ikke tage imod henvisninger, så her betaler du selv.

Det gør mine klienter. Man skulle måske tro, at jeg så kun har velhavende klienter, men sådan er det ikke. Jeg har klienter, der er arbejdsløse, på kontanthjælp eller studerende, og som har besluttet at investere i deres eget mentale helbred.

Til sidst

At kende forskellen kan hjælpe dig med at træffe et velinformeret valg. Begge dele kan give værdifuld hjælp. Det rette afhænger af dine behov.

Er du i tvivl, kan du starte med din egen læge, som kan vurdere din situation og pege dig i en retning. Men uanset hvad du vælger, er det vigtigste skridt det samme: at søge hjælp, når du har brug for det.

Individuel psykoterapi

Hvis noget af det her rammer noget hos dig, kan vi tage det i et rum, hvor du ikke skal tage hensyn til andre.