Man skal da have det dårligt for at gå i terapi, ikke?
Måske ikke.
Mange af dem, jeg sidder over for, har det svært. Angst, depression, stress, sorg, en følelse af meningsløshed. Kærestesorg, jalousi, vrede der fylder for meget, en fornemmelse af ikke at slå til. Ting, det ikke er rart at være i.
I samtalerne bliver de klogere på sig selv. De får klarhed over, hvad der sker, og hvad det gør ved dem. Hen ad vejen kommer der nyt lys - nye handlemuligheder, nye erfaringer, en ny måde at forstå sig selv på. Og så får de det som regel bedre. Og stopper.
En frisør og en mekaniker vil gerne holde på kunden så længe som muligt. Som terapeut er det omvendt. Det er en succes, når du ikke længere har brug for mig. Det er dét, vi arbejder hen imod.
En lille, gnavende utilfredshed
Ikke alle starter, fordi de har det så skidt, at hverdagen ikke hænger sammen. Nogle har det - i hvert fald på overfladen - fint. Livet fungerer. Parforholdet og familien kører. Jobbet er okay.
Men der er en lille, gnavende utilfredshed. Livet føles gråt, hvor det før var i farver.
Og så melder spørgsmålene sig. Var det det? Er det sådan her, det skal være, til jeg dør? Skal dagene være en trummerum med langt mellem lyspunkterne? Skal jeg altid glæde mig til fredagen og til ferien - men aldrig til hverdagen?
De har det ikke dårligt. Men de kan få det bedre.
En samtale med dig selv
Her er terapi en god mulighed for at blive klogere på nogle af de spørgsmål, der sjældent bliver stillet højt:
- Hvad gør mig glad?
- Hvad er mit livsformål?
- Hvad er mine ressourcer?
- Hvad vil jeg egentlig gerne have - og hvordan får jeg mere af det?
Måske er det helt andre spørgsmål, der optager dig. Det er også pointen.
For terapi er ikke rådgivning eller vejledning. Det er ikke at gå til en klog kone eller mand og få deres opskrift på det gode liv. Det er en samtale i et trygt og fortroligt rum, med en, der har gået vejen selv - og som guider dig til at gå din egen.
Den vigtigste samtale, du kan have, er nemlig den med dig selv. Den, hvor du får kontakt til din egen klogskab og dine egne ressourcer. Derfor kan terapi også bruges, før noget bliver stort. Til at rydde op i mønstre og følelser, mens de stadig er til at rydde op i. For ellers kan de vokse. Og en dag er det ikke længere dig, der har mønsteret - det er mønsteret, der har dig.
Mette
Mette er 45. Godt job, en kærlig mand, tre sunde børn. Set udefra fungerer det hele.
Men noget mangler. Den gnavende utilfredshed. Det grå. Og spørgsmålet, hun har båret rundt på længe: Er det sådan her, det skal være, til jeg dør?
Hun beslutter sig for at prøve. I forløbet får hun en tryg samtalepartner og begynder at udforske sine følelser og tanker. Hun får klarhed over, hvad der foregår i hende, lærer at sætte ord på det, og finder måder at være med de svære følelser på. Undervejs får hun også øje på sine ressourcer og på det, der gør hende glad. Hun bliver mere bevidst om, hvad hun vil.
Efter nogle måneder kan hun mærke forskellen. Hverdagen føles mere meningsfuld. Hun sætter pris på de små ting. Farverne er tilbage. Hun er mere til stede, og der er mere overskud til det, livet stiller op.
Emotionel fitness
Nogle af mine klienter har det rigtig dårligt, når de begynder. De fleste får det bedre, når de tør kigge indad med en tryg rejsepartner ved siden af. Andre har det faktisk fint - og vil gerne blive ved med det.
Tænk på terapi som en slags emotionel fitness. Følelsernes træningscenter. Skal kroppen holdes i form, træner du et par gange om ugen. Er din følelsesmæssige grundform god, behøver du ikke komme så tit. En gang eller to om måneden er som regel nok.
Du behøver ikke at have det dårligt for at få det bedre.